Vi har et ansvar for at skabe de bedst mulige opvækstvilkår og livsbetingelser for alle børn og unge så de kan udvikle sig til livsduelige medborgere. Dannelsen begynder allerede ved fødslen og finder sted i alle de sammenhænge barnet eller den unge indgår – både i institution, i skole, fritids- og idrætsaktiviteter og i familien. Dannelse skal i særlig grad gøre børn og unge i stand til at klare sig i tilværelsen og give dem indsigt og mod til at træffe personlige valg ud fra en sund dømmekraft.

Vi ønsker en rummelig folkeskole, men vi ved også, at folkeskolen hverken kan eller skal rumme alle. Inklusion er vigtig, men for nogle børn er der behov for et andet tilbud – og det tilbud skal vi være klar til at give så børn med særlige udfordringer, får den rette hjælp.

Uddannelse skal have fokus på at gøre børnene og de unge kompetente til at klare sig i arbejdslivet. Vi har høje faglige ambitioner på alle børn og unges vegne og vi forventer, at de udfolder deres personlige og faglige potentialer.

Vi har været med til at:

  • Tilføre flere penge til 0-6-års-området.

  • Give skolerne mulighed for at investere i bedre IT-udstyr.

  • Indgå en aftale med lærerne om gode arbejdsvilkår.

I spidsen for det brede samarbejde vil vi:

  • Etablere endnu mere fleksible åbningstider i dagsinstitutionerne, så forældre får lettere ved at få arbejds- og fritidsliv til at hænge sammen.

  • Forbedre det faglige niveau hos alle folkeskolens afgangselever så elevernes resultater som minimum svarer til landsgennemsnittet.

  • Hjælpe de unge bedst muligt fra grundskole til uddannelse så alle kommer godt videre i livet, når de forlader folkeskolen.