Johnny B. L. Dahlgaard er 49 år og har siddet i byrådet i
Ringsted siden 2006.
Han er gruppeformand for Venstre, medlem af økonomiudvalget og formand for Børne- og familieudvalget.
Han er bankuddannet og civiløkonom, og han arbejder som leder i Danske Bank.
- Vi trænger til politisk at kunne arbejde endnu bedre sammen, siger han om byrådet i Ringsted Kommune
- Her kan jeg bidrage, for jeg kan tale med alle, siger han, der som Venstres gruppeformand gennem de seneste år har fremført Venstres synspunkter i byrådssalen og i øvrigt har til opgave at netværke med de andre partier.
- Byrådets vigtigste opgave er at udvikle Ringsted Kommune, så vores lokalsamfund løbende tilpasses tidens virkelighed i samfundet, siger han.
Kommunen skal være for alle, og der skal prioriteres, så både børnefamilier, ældre og alle andre føler, at Ringsted er et godt sted at bo og leve.
Johnny B.L. Dahlgaard mener, at et væsentligt redskab til at sikre en ambitiøs udvikling, der imødekommer forskellige gruppers skiftende behov over tid, vil være at lave ti-årige anlægsbudgetter.
- På den måde vil vi meget bedre kunne prioritere store anlæg som f.eks. en ny sportshal eller de rette tiltag for den grønne omstilling. For vi kan jo ikke gøre alt på en gang.
Johnny B. L. Dahlgaard taler med erfaringens stemme. Han har til nytår siddet 20 år i byrådet og i så godt som samtlige politiske udvalg. Det har givet indsigt, og det har givet glæde over at være med til at præge udviklingen.
- Vi har, og vi skal have, gode tilbud til dem, der har det svært. Men der skal også være penge til normal-området. Og i skolen skal vi huske, at ressourcestærke børn kan ende som tabere, hvis ikke de mødes af udfordringer på deres niveau, pointerer han.
Johnny B. L. Dahlgaard taler også med den engagerede Ringsted-borgers stemme.
- Jeg og min familie er storforbrugere af dette lokalsamfund. Mine børn har gået i skole her, mine børnebørn går i institution her, mine forældre bor her og min farmor var på plejehjem her.
Selv bor Johnny B. L. Dahlgaard med sin hustru i Benløse, hvor timerne mellem et lederjob i Danske Bank og lokalpolitik prioriteres til familien og masser af idræt. Herunder også posten som formand for Benløse Idrætsforenings hovedforening.