- Jeg kunne godt tænke mig en månedlig kulturdag, hvor forskellige aktører samles og viser, hvad de kan.
Johnny B.L. Dahlgaard i nedenstående interview
JOHNNY B.L. DAHLGAARD

Privat: Født 21. august 1976, bankuddannet og civiløkonom, leder i Danske Bank. Gift med Anja. Sammen har de to voksne børn.
Politisk erfaring: Medlem af byrådet siden 2006, gruppeformand 2024-2025, formand for Børne- og Familieudvalget 2024-2025, formand for Arbejdsmarked- og Erhvervsudvalget 2022-2024, 2. viceborgmester 2018-2021. Tidligere formand for Ringsted Forsyning.
Bredde og elite. Land og by. Stort og småt. De seks små ord rimer i Johnny B.L. Dahlgaards univers alle på både Sport og Kultur. Den 49-årige venstremand er byrådets nestor og har netop taget hul på sin sjette byrådsperiode.
Denne gang som formand for det nye politiske udvalg, Sport- Kultur- og Fritidsudvalget. I forrige byrådsperiode lå alle tre områder i Undervisnings- og Fritidsudvalget. Johnny B.L. Dahlgaard er tydeligt begejstret over den besluttede opsplitning af det gamle udvalg, så der nu bliver fuld politisk fokus på skolen i et udvalg og på sport, kultur og fritid i et andet.
Han er glad for, at Ringsted har Kongrescenteret og Festivalen,
men optaget af, at kultur også er små ting, der foregår overalt i kommunen, og
som han gerne ser gjort mere synlige.
- Jeg kunne godt tænke mig en månedlig kulturdag, hvor forskellige aktører
samles og viser, hvad de kan. Det skal ikke være de samme hver gang, men kan
spænde fra musikskolen over dansere og billedkunstnere til mennesker, der
strikker eller lavet andet kunsthåndværk.
- Vi kan som kommune facilitere, at de frivillige får nogle rammer at folde sig
ud i til glæde og inspiration for andre. Der kan fint være forskellige
foreninger samme dag, så udbuddet er bredt. Og der skal selvfølgelig også være
noget for børnene.
- Kulturdagen behøver ikke være kæmpe stor hver gang, pointerer Johnny B.L. Dahlgaard. Han lægger til gengæld vægt på, at udformningen af initiativet indledes med et møde, hvor ildsjæle fra mange områder byder ind med, hvad de synes, det kunne være spændende at have i Ringsted, og fortæller, hvad de selv kan bidrage med.
I en anden boldgade forventer det nye udvalgs formand, at
både Ringsted bys 1000-års jubilæum i 2027 og etableringen et besøgscenter ved
Sct. Bendts kommer til at fylde i denne byrådsperiode. Igen med en kommune der
bakker op om, at frivillige kan lykkes med by-fejringen og Museum Vestsjælland
med besøgscenteret. Sidstnævnte forventer Johnny B.L. Dahlgaard realiseret i
denne periode og meget gerne i en bygning tæt på kirken, uden at han ønsker at
være mere specifik.
- Det bliver to store begivenheder, så det kunne være dejligt, hvis kongehuset
ville kaste glans over en af dem. Kongehusets og Ringsteds historie er jo vævet
sammen – og var det i hvert fald for 1000 år siden, smiler manden, der både
brænder for det stort opsatte og for at gøre den lokale kultur synlig.
Og selvfølgelig brænder Johnny B.L. Dahlgaard, der også er formand for Benløse Idrætsforenings hovedafdeling, også for sit udvalgs andet store område, sporten.
Her er hans fokus, at der skal laves en kortlægning af alle kommunens idrætsfaciliteter og deres behov. Med den i hånden kan man begynde at prioritere, hvad der skal laves hvor og i hvilken rækkefølge.
For Johnny B.L. Dahlgaard er der vigtigt, at Ringsted har et
fyrtårn som Ringsted Sportscenter, der tiltrækker og udvikler de bedste af de
bedste i forskellige sportsgrene. Men lige så vigtigt er det, at der er
faciliteter, som gør det attraktivt at dyrke sport i Benløse og i
landsbysamfundene.
- Det er derfor, vi skal have en kortlægning. Den skal både rumme helhedsplanen
og visionsplanen for Ringsted Sportscenter og behovet i de øvrige idrætshaller.
Når vi har overblikket, kan vi begynde at prioritere. Hvad trænger, hvad skal
med i en langsigtet plan, og hvad er realistisk at lave indenfor de kommende
4-10 år. Og så kan vi begynde at lave tingene gradvist. Bid for bid, så det
bliver til noget. Både i Sportscenteret og ude omkring.
Johnny B.L. Dahlgaard er endvidere optaget af at få
afklaret, hvad skolefaciliteter egentlig er for et koncept. Hvad betyder det
for haller, baner og serviceniveau, at alle andre idrætsfaciliteter end
Sportscenteret rangerer som skolefaciliteter. Og hvilken betydning har det for,
hvad der kan laves af arrangementer der i skoleferierne.
- En opdateret oversigt over, hvor vi kan gøre noget godt for foreninger,
serviceniveau og faciliteter vil give transparens over både opgaver og
prioriteter. Og en sådan oversigt bør laves i hver eller hver anden
byrådsperiode, pointerer Johnny B.L. Dahlgaard. For ting går i stykker, nye
behov opstår og andre forsvinder. Så det bliver en fortløbende proces, hvor vi
hele tiden skal holde en balance mellem land og by.
Johnny B.L. Dahlgaard er helt med på, at der vil være tilfælde, hvor han grundet sin formandspost i Benløse IF vil være inhabil i sit nye udvalg. Det er voldsomt uhensigtsmæssigt, når nu han er formand for udvalget, og han er derfor i gang med at undersøge, om han kan holde en pause fra posten i Benløse IF.
Og hvad så med udvalgets tredje ben, Fritid? Det definerer formanden som det frivillige foreningsliv, der beskæftiger sig med alt andet end sport og kultur. Det kan for eksempel være godgørende foreninger som Red Barnet og samfundsvigtige foreninger som Bydelsmødrene, hvor frivillige kvinder hjælper andre kvinder med at forstå det danske samfund, dansk kultur og med at få et netværk.
Dertil kommer mere håndværksprægede aktiviteter som strikning, madlavning og andet, der præcis som kultur og sport samler mennesker og skaber fællesskaber. Man mærker, at det er præcis det, Johnny B.L. Dahlgaards hjerte brænder for, og som han ser frem til at arbejde med de næste fire år: Fællesskaber – i al deres mangfoldigheder.
Johnny B.L. Dahlgaard bliver i øvrigt menigt medlem af Børne- og Familieudvalget og Arbejdsmarkeds- og Beskæftigelsesudvalget.