Efter to år som borgmester er Venstres Klaus Hansen pr. 1. januar blevet formand for byrådets nye store udvalg for Land og By, Teknik og Miljø. To udvalg er slået sammen i erkendelse af, at rigtig mange sager i den forløbne periode relaterede til både Plan- og Boligudvalget og Klima- og Miljøudvalget.
Klaus Hansen glæder sig til den nye opgave, og han er sikker på, at det nye udvalg får travlt. Men travlt på den gode måde. For én af udvalgets opgaver er - som første instans - at skitsere rammerne for udvikling overalt i kommunen, så den fortsat er attraktiv for både borgere og erhvervsliv. Dertil skal udvalget skitsere kursen for den grønne omstilling.
Klaus Hansen
bor selv i Sigersted og er helt opmærksom på, at forskellige landsbysamfund har
forskellige ønsker til udviklingen. Nogle steder er man som i Sigersted
tilfredse med at bo i et mindre samfund, som det er, tæt på Ringsted by, mens
nogle af de fjernere landsbyer er optaget af at kunne tiltrække flere borgere,
der kan understøtte den nærmeste skole, daginstitutioner og foreningslivet.
- Vi skal som politikere være gode til at lytte til de forskellige behov og
sikre, at borgerne i landsbyerne kan mærke, at udviklingen dér er lige så
vigtig for os som udviklingen i Ringsted og Benløse, siger Klaus Hansen.
Han
tilføjer, at der også skal ses på den offentlige trafik med nye øjne.
- Det stemmer jo dårligt med ønsket om flere boliger og plads til erhverv på
landet, hvis vi samtidig beskærer busruter. Vi bliver nødt til at finde nye
måder at gøre det på. Movia er i gang med forsøg i andre kommuner, og jeg håber
virkelig vi kan finde inspiration der, for udfordringen er den samme i alle
landkommuner.
Hvad angår
Ringsteds bymidte, er Klaus Hansen optaget af, at man skal søge at samle de
tilbageværende forretninger centralt i bymidten.
- Vi må være realistiske. Vi får ikke det righoldige butiksliv igen, som vi
kendte det tidligere. Så lad os samle det, der er, og så få etableret nogle
gode lejligheder i de fjerne ender af f.eks. Sct. Hansgade og Nørregade. Også i
gadeplan.
- Jeg hører mange mennesker, hvis børn er flyttet hjemmefra, sige, at de er
trætte af et stort parcelhus og gerne vil bruge tiden på andet end hus og have.
De, der gerne vil bo mere centralt, vil jeg gerne kunne tilbyde en attraktiv lejlighed
inde i byen, tæt på forretninger og caféer.
Som sidegevinst vil der blive huse ledige til nye børnefamilier, der efterspørger
netop den type bolig, påpeger Klaus Hansen.
Udbygningen af Benløse har også hans opmærksomhed. Der er investorer, der vil bygge her, og både nye og ældre huse omsættes rimeligt hurtigt.
Klaus Hansen
mener ikke, det betyder noget, at der næppe er udsigt til et rigere handelsliv i
Benløse end det eksisterende.
- Ringsted er så tæt på, at det tilsyneladende ikke betyder noget, konkluderer han
og glæder sig samtidig over, at Roskildevej forventeligt indenfor et halvt års
tid igen bliver rigtig god at køre på, når der er kommet det afsluttende slidlag
på vejbanen.
Som
borgmester blev Klaus Hansen udpeget som Ringsteds repræsentant i Den Grønne
Trepart. En post han er glad for fortsat er hans, idet han ser frem til at
komme i gang med den mest betydningsfulde del af opgaven.
- Hidtil har vi lavet de overordnede planer for, hvor det vil give mening, at
landbrugsjord konverteres til ændret natur.
- Men planerne er jo intet værd, hvis ikke landmændene kan se fordelene ved at
omlægge arealerne. Her skal vi have en grundig og tillidsfuld dialog med den
enkelte om, hvilke arealer, der kan være særligt egnet til hvilken type natur.
Man fornemmer på Klaus Hansen, at han ser frem til at rykke fra den politiske dialog ud i landbrugets virkelighed og gennem samtale nå til enighed med flest mulige landmænd om, hvordan noget af netop deres jord kan blive til attraktive natur-lommer eller dele af et større naturområde.
Også den aktuelle klagesag om det nye regulativ for Ringsted
Å, hører med til Klaus Hansens nye ressort.
- For mig er hensynet til naturen og til vandløbenes grundlæggende formål - at lede
vand væk - lige vigtige. Så hvis Ringsted Kommune taber sagen om det nuværende
vandløbsregulativ, skal vi se på det igen med de nødvendige tilpasninger.
I det indklagede regulativ regnes å-bunden for det niveau, hvor toppen af mange års slamaflejring er, mens lodsejere langs åen insisterer på, at å-bunden ligger nede under slamlaget. Som det er nu, fungerer mange drænudløb derfor ikke optimalt. Klaus Hansen venter en afgørelse i klagesagen i 2026.
Endelig er der det store fremtids-spørgsmål om, hvordan den
vedvarende energi bedst udbygges i Ringsted, så kommunen som samlet lokalitet kan
blive selvforsynende med elektricitet, som et enigt byråd har besluttet i den
kommunale klimaplan.
- Vi når det ikke til det aftalte tidspunkt. Og det er fint nok for mig. Det er
vigtigere, at vi gør det rigtigt end hurtigt, siger den afgående borgmester,
der stoppede Biocircs mega-store projekt med PtX, vindmøller og store arealer
ned solceller.
- Det var alt for stort til Ringsted Kommune. Vi skal gå efter mindre
projekter, der passer til geografien i vores kommune. Og fremover, mener jeg,
at udviklerne skal sikre sig opbakning i lokalområdet, inden de overhovedet banker
på kommunens dør.
Borgmester-embedet og mange års erfaring på mangfoldige fagområder har givet Klaus Hansen et godt overblik over Ringsted Kommune og dens mange muligheder og udfordringer. Han var meget gerne fortsat som borgmester, men lader tydeligt skinne igennem, at når det nu ikke skulle være, er det nye fagudvalg et meget, meget attraktivt alternativ. Han glæder sig til, sammen med de seks øvrige udvalgsmedlemmer og resten af byrådet, at skabe nye muligheder i kommunen.
Klaus Hansen fortsætter desuden i Økonomiudvalget, og han indtager igen posten som gruppeformand i Venstre, som han havde frem til borgmestertiden.
Herudover indtræder han i bestyrelsen for Ringsted Forsyning, ligesom han fortsætter i bestyrelserne for Affald Plus I/S og Affald Plus Affaldsenergi A/S.