Som borgmester i Ringsted er jeg både glad for – og stolt af – at lede en kommune, hvor vi skaber grundlag for udvikling. Og hvor vi samtidig vægter tryghed for kommunens borgere meget højt.
Jeg er gift med Bente, der er hjemmesygeplejerske. Vi har boet hele vores voksenliv på en gård i Sigersted – og vores tre børn er vokset op her.
Jeg har været medlem af Ringsted Byråd siden 2010. Jeg er i politik, fordi jeg gerne vil være med til at udvikle vores fælles kommune.
Ringsted Kommune er et fællesskab – der hjælper – når der er hjælp behov.
Kommunen skal understøtte den enkeltes frihed, og den skal opleves som en samarbejdspartner – uanset om man er borger eller virksomhed.
Det er ledetråde, jeg læner mig op ad hver eneste dag.
Derfor betyder det meget for mig:
at Ringsted Kommune fortsat skaber mulighed for aktiv boligudvikling – til glæde for både nuværende og kommende borgere.
at eleverne i vores folkeskole efter nogle svære år oplever et markant fagligt løft.
at de – der foretrækker andre skoleformer – har mulighed for dette i vores kommune.
at vi har et rigt idræts- og foreningsliv – i høj grad drevet af frivillige ildsjæle.
at tilfredsheden med vores hjemmepleje er blandt de højeste i landet.
at mange nye erhvervsvirksomheder fortsat ønsker at etablere sig i Ringsted.
Jeg er også glad og stolt over, at vi i Ringsted Kommune har styr på kommunens økonomi. Og at den gode økonomi bunder i brede budgetforlig gennem mange år – alle indgået med Venstre for bordenden.
Men vi skal ikke hvile på laurbærrene!
Min ambition er, at Ringsted fortsat skal være en kommune, der er kendt for at udvikle sig. Og at kommunens tilbud og faciliteter matcher tidens behov – og borgernes forventninger.
Vores gode økonomi gør denne ambition stærk og realistisk.
Det er også min ambition, at vi skal blive ved med at tiltrække nye borgere og nye virksomheder.
Ikke for udbygningens egen skyld – men fordi nye borgere og nye virksomheder bidrager positivt til Ringsteds udvikling – med nye ideer og med nye tiltag.
Og så skal vi kunne tilbyde spændende jobs til dem, der gerne vil arbejde tættere på hjemmet.
Derfor er det vigtigt for mig, at nye erhvervsområder bl.a. kommer til at rumme både videns- og produktionsarbejdspladser. Og at vores kommunale arbejdspladser fortsat opleves som attraktive og udviklende.
Jeg har også en ambition om, at det skal være nemt at finde sin drømmebolig i hele kommunen – uanset hvilken boligform, man måtte foretrække.
Vi skal derfor have hele paletten med, når vi planlægger nye boligområder.
Og i landområderne skal vi åbne for, at nedlagte landsteder kan anvendes til varierede boligformer – eller alternativt til mindre virksomheder.
Vi skal fortsætte vores fokus på grøn energi.
For et år siden valgte vi i Venstre at sige nej til et stort energiprojekt ved Nordrup. Vi vurderede, at projektet simpelthen ikke passede til forholdene i vores kommune.
Vi skal fortsat arbejde for de politisk fastsatte klimamål, men tilgangen skal være en helt anden – og med langt større borgerinddragelse fra start.
at naboer og øvrige meget tidligt inddrages i processen med udvikling af erhvervsområder, boligområder, ny infrastruktur, nye kommunale faciliteter – og selvfølgelig den grønne omstilling.
at se de forpligtende fællesskaber, som opstår, når mennesker engagerer sig i forenings-, idræts- og kulturtilbud, blomstre.
Jeg mener, at betydningen af dialog og inddragelse i alle aldre er med til at binde os sammen som et stærkt fællesskab i Ringsted Kommune.
Og det er jo dét, som det hele drejer sig om – et stærkt fællesskab.
Borgmester
Har boet i Ringsted Kommune i 41 år
16 års erfaring fra byrådet for partiet Venstre
Knap 10 år som formand for sine børns skole, Ringsted Ny Friskole
Født: 1960
Egen gård i Sigersted siden 1984 – de første 39 år med malkekvæg herefter planteavl.
Fritiden tilbringes helst sammen med hustruen Bente, deres tre voksne børn samt gode venner.
Karaktertræk: Resultatorienteret, lun og godt humør, favner bredt, god til at formidle samarbejder, respekteret for sin ordentlighed, åbenhed og vilje til at lytte til andre.