Jette Nygaard

Jette Nygaard

En smuk bymidte på de
handlendes præmisser

Jette Nygaard ønsker fortsat at arbejde for, at Ringsted er et godt sted at bo, arbejde og handle


Ringsted skal have en smuk bymidte, hvor trafikforløb og parkering er tilpasset de handlendes ønsker.


Det er vigtigt for boghandlerdatter, forsikringsfuldmægtig og byrådsmedlem Jette Nygaard. Efter en enkelt periode i byrådet for Venstre vil hun gerne fortsætte med at gøre sit til, at Ringsted kan blive et endnu bedre sted at bo og arbejde. Derfor melder hun nu sit kandidatur til efterårets kommunalvalg.


- Jeg voksede nærmest op i boghandlen i Sct. Hansgade, som mine forældre ejede. Så jeg ved, hvad forretningsdrivende snakker om, og hvor vigtige trafikmønstre og parkeringsmuligheder er for dem, siger hun og fortsætter:


- Lad os være fleksible i forhold til de handlendes ønsker. Ikke alle ønsker det samme, men parkeringstiden kan jo fint være forskellig gade for gade.


Jette Nygaard tror på, at den tilgang suppleret med flere boliger i byens baggårde og et smukt bybillede vil trække flere mennesker til bymidten og bidrage til en levende handel også i denne del af Ringsted.


- Jeg har kæmpet ihærdigt for, at vi fik pæne blomster i byens blomsterfade. Det var ikke særlig pænt med de vilde blomster. I en bymidte, må skønhed gerne få forrang for biodiversitet, siger hun.

Jette Nygaard lægger ellers vægt på selv at leve grønt med solceller på taget og el-bil i garagen. Og politisk kæmper hun for sine mærkesager som næstformand i Klima- og Miljøudvalget og i Plan- og Boligudvalget.

- De to udvalg er en god kombination for mig, siger hun. De er blandt andet. begge inde over arbejdet med udbygning af kommunens stinet. Både de meget nødvendige cykelstier i landområderne, der skal binde kommunen sammen, og det spændende arbejde med en øst-vestgående sti ind til og gennem bymidten.

- Den sti venter jeg mig meget af. Jeg tror, den vil skabe nyt liv i byen, hvor mennesker, der bor omkring stien vil komme ud og samles i de nye byrum, der lægges ind på ruten, forklarer hun.

Jette Nygaard betegner sig selv som et meget engageret og alsidigt menneske, loyal og fuld af idéer og med en HD i afsætningsøkonomi, der har givet hende indsigt i jura, økonomi, erhvervs- og samfundsudvikling.

-    Jeg har altid idéer med, når vi mødes i mine udvalg, siger hun og understreger, at hun finder det vigtigt at debattere og at være klar til at bøje sig for andres argumenter, når de er gode.


Jette Nygaard har tilbragt nogle år i USA og Brasilien, og hun tøver ikke med at tillægge de år æren for, at hun for alvor har fået øjnene op for, at mennesker med en anden baggrund end hendes egen, ofte har helt andre og absolut brugbare bud på, hvordan ting skal gøres.


Forretningsgenet, hun fik med hjemmefra, fik lov at udfolde sig i Brasilien, hvor hun åbnede eget bageri i den landsby i junglen, hvor hun og hendes mand boede. Herhjemme har hun altid boet i Ringsted og er optaget af, at kommunen fortsat kan tiltrække både nye virksomheder og nye borgere.


En hjertesag er flere seniorboliger, der i Jette Nygaards optik er helt nødvendige for at skabe en boligrotation, således at flere familieboliger bliver ledige til nytilflyttere med børn.

Borgmester Klaus Hansen er glad for, at Jette Nygaard fortsat ønsker at bidrage til udviklingen af Ringsted:


- Det er virkelig godt og vigtigt, at Jette Nygaard ønsker at fortsætte sit arbejde i Venstres byrådsgruppe. Jette er både tydelig og meget løsningsorienteret, og samtidig har Jette et rigtig godt blik for nye og spændende muligheder, siger borgmesteren.


Lotte Birkestrøm


Tid til et friplejehjem,
når ældreplejen udvides
Lotte Birkestrøm vil fortsat gerne tale de ældres og bymidtens sag i byrådet

Ringsted ældes hurtigere end Danmark som helhed. Især hvad angår gruppen af +80-årige, forventes der en kraftigere stigning i Ringsted end på landsplan, viser kommunens seneste befolkningsprognose.


Netop den befolkningsgruppe, de ældre, og især de ældre, der har brug for hjælp, har en stor plads i Lotte Birkestrøms hjerte. Hun kom til Venstre fra Dansk Folkeparti midt i den nuværende valgperiode, og hun melder sig nu klar til endnu en periode i byrådet for Venstre.


Som tidligere administrativ medarbejder i Ringsted Kommunes hjemmepleje, kender Lotte Birkestrøm ældreområdet indefra, og hun er optaget af såvel de ældres som de ansattes kår.


- Vi skal i den kommende periode se på, om vi har plejehjemspladser nok, og hvad vi gør, hvis svaret er nej. Skal vi udbygge de eksisterende plejehjem, eller skal vi, som vi synes i Venstre, arbejde på at få et friplejehjem til kommunen og finde den helt rigtige placering til det, siger Lotte Birkestrøm.


Hun selv er ikke i tvivl, så lidt som hun er i tvivl om gevinsterne ved den distriktsopdelte hjemmepleje, og at der skal fastholdes et stort fokus på maden til de ældre.


- Det er vigtigt med sund mad, som den enkelte ældre kan lide. Ellers spiser vedkommende jo ikke noget. Det hensyn skal vi tage til alle, etniske minoriteter, veganere og alle andre, påpeger hun.

Lotte Birkestrøm føler også et stort ansvar for de yngste generationer. Hun er optaget af at få forældrene mere involveret i deres børns skolegang, så der sættes grænser hjemmefra, og lærerne ikke skal opleve at blive intimideret af aggressive elever, der forstyrrer skolegangen for hele klassen.  Og hun bruger som medlem af Børn- og Ungeudvalget mange kræfter på arbejdet med at finde de bedste løsninger, når der gribes ind med tvangsforanstaltninger i en familie.

- Det er hårdt, også følelsesmæssigt. Men det er så at vigtigt at finde det rette sted at være for  de børn, siger hun, der privat nyder en flok på hele 12 sammenbragte børnebørn.

Lotte Birkestrøm bor centralt i Ringsted og er - ud over at være fast tilskuer til TMS’ hjemmekampe - en ivrig bruger af bymidtens indkøbs- og kulturtilbud. Hun ser gerne, at de udvides med en flytning af Ringsted Galleriet til Nørretorv, i forventning om, at det vil bidrage til at forbinde Outlet-området og bymidten.

Som opvokset i Englerup, hvor Lotte Birkestrøms far var formand for både skolebestyrelse og sogneråd, og senere bosat i Kværkeby er hun også optaget af, at der skal være tilbud i landområderne.

- Det er vigtigt med en god dialog mellem os politikere og landsbyrådene. Og vi skal støtte dem. Både når det gælder anlæg af for eksempel cykelstier og med opbakning til de frivillige, der gør en indsats for at sikre det lokale idrætsliv, foreningsliv og andre aktiviteter. Det betyder så meget, når den indsats bliver bemærket, siger Lotte Birkestrøm.


Borgmester Klaus Hansen glæder sig over,  at Lotte Birkestrøm fortsat gerne vil være med på Venstres hold:

- Det er virkelig godt, at Lotte Birkestrøm ønsker at fortsætte sit arbejde i byrådet. Lotte møder alle opgaver med en klar, positiv og konstruktiv tilgang, og Lotte nyder helt tydeligt den direkte kontakt med borgerne i vores hverdag. Det er en kæmpe styrke – og det fortjener opbakning, siger han.

Kenneth Lind

Kenneth Lind


Ung ildsjæl stiller op til byrådet
VU-formand vil gerne tage ansvar i byrådet

20-årige Kenneth Lind fra Sneslev er klar til at stille op til efterårets byrådsvalg som formentlig den yngste kandidat på Venstres liste i Ringsted.


Kenneth stiller op efter godt fem års aktivt engagement i politik – blandt andet som formand for Venstres Ungdom i Ringsted-Sorø-kredsen, en post han blev valgt til ved den seneste generalforsamling.

Bliver han valgt til byrådet, bliver han sandsynligvis det medlem med den mest direkte og aktuelle erfaring fra Ringsteds folkeskole- og ungdomsuddannelsessystem.


- Jeg har selv gået på Nordbakkeskolen, hvor jeg var særligt glad for de små klasser. Det var dog rigtig godt at komme over på Campusskolen efter 6. klasse. Der får man en bredere vennekreds og opbygger et netværk, som er meget brugbart, når man starter på en ungdomsuddannelse, forklarer Kenneth Lind, der har tre yngre søskende, som går i skole i kommunen.


Efter folkeskolen læste Kenneth på HHX (handelsgymnasiet) på ZBC, hvor han valgte fagene virksomhedsøkonomi og afsætning. Han sad desuden som elevrepræsentant i ZBCs bestyrelse, hvor han oplevede, hvad det betyder at kunne påvirke beslutninger gennem gode argumenter.


- Jeg fik ændret et forslag markant og lærte meget af at sidde som medansvarlig for et skolebudget på mange millioner kroner, siger han.


Hvis han bliver valgt ind i byrådet, håber han på en plads i undervisning- og fritidsudvalget. Kenneth, der selv planlægger at begynde på lærerstudiet efter nytår, har en særlig interesse for uddannelse.


-  Skolerne er en af de vigtigste grundpiller i et dannet samfund. Men for at eleverne skal få en optimal skolegang, skal fundamentet være i orden, siger han og foreslår blandt andet, at unge med boglige udfordringer får mulighed for at tilbringe en del af deres undervisningstid på ZBC’s produktions- og håndværksuddannelser.

- Det vil være en fin introduktion til erhvervsskolen for unge, som måske ellers ikke ville fortsætte i uddannelsessystemet, tilføjer han.


Kenneth Lind ønsker også at bidrage til udviklingen af erhvervslivet i Ringsted og til en fortsat vækst i befolkningstallet.


-  Det vil sikre flere kroner i kommunekassen og give mulighed for, at Ringsted fortsat kan udvikle sig positivt, pointerer han.


Inden Kenneth Lind kastede sig over politik, var han aktiv KFUM-spejder, og han voksede op som pendlerbarn mellem Sneslev og Nordrup. Den erfaring har givet ham blik for behovet for en bedre infrastruktur i landområderne.


-  Børn skal kunne færdes trygt i trafikken overalt i kommunen, fastslår han.


Borgmester Klaus Hansen glæder sig over Kenneth Linds engagement og lyst til at stille op til byrådet:


-  Jeg er rigtig glad for, at Kenneth har valgt at stille op til efterårets kommunalvalg. Det er vigtigt, at alle stemmer bliver hørt, og at alle aldersgrupper føler sig repræsenteret i byrådet. Kenneth er et frisk pust, og jeg er sikker på, at han vil bidrage med et meget stort engagement.



Lasse Mølholt

Lasse Mølholt

En levende midtby på fodgængernes præmisser

Lasse Mølholt er klar til endnu en periode i byrådet. 


Foreningslivet og de frivillige fællesskaber er Ringsteds DNA, påpeger Venstres Lasse Mølholt, der nu melder sig klar til endnu en periode i byrådet.


Lasse Mølholt er selv rundet af foreningsmiljøet som medlem af Benløse IFs fodboldafdeling, siden han var fire. I dag er han fodboldafdelingens formand, og han lader for alvor op i foreningen og på dens baner. Både som frivillig, aktiv spiller og som far, der er optaget af at give forenings-dna’et videre til sine børn.

I byrådet spiller 34-årige Lasse Mølholt på en anden bane. Der er han formand for Plan- og Boligudvalget og har store drømme om Ringsted bys og kommunes udvikling.

-  Vi skal have en midtby, der fremstår på fodgængernes præmisser, men med plads til, at bilerne kan sive igennem, siger Lasse Mølholt og folder sin vision ud:

-  Lilletorv ved apoteket har et stort potentiale som en plads omgivet af små cafeer med udeservering. Ved Torvet skal der være en stor legeplads, hvor børn kan hygge sig, mens deres forældre sidder og slapper af. Og i Nørregade skal tomme butikker erstattes af boliger.

- Buslommen på Torvet skal bevares. Den tvinger farten ned. De store parkeringspladser skal have tre-timers parkering, mens gadeparkeringen skal begrænses til en time.

Alt sammen for at tiltrække flere mennesker til bymidten og få dem til at bevæge sig mere rundt der.

Sideløbende skal det være nemmere at bosætte sig og bo i landområderne. Trafikale udfordringer skal løses, og Lasse Mølholt ser en kommunal busordning for sig, der sikrer, at børneinstitutionerne ude omkring lettere kan komme ind til Ringsted og benytte legetilbud og andre tilbud der.

Lasse Mølholt hæfter sig ved, at kommunen p.t. har mange boliger til børnefamilier. Dem ser han gerne suppleret med bofællesskaber til seniorer og flere billige ungdomsboliger.

- Det vil være godt med rækkehus-klynger, der kan inspirere de ældre beboere til fællesskab, f.eks. i Benløse. Og så skal vi have nogle mindre ungdomsboliger tæt ved stationen, så unge på et SU-budget kan bo i Ringsted og let pendle til nabobyer og København, siger Lasse Mølholt.

Han har to børn i skolestarts-alderen og er optaget af, at alle børn har behov for at opleve succes i skolen.

- Det kan ske ved mere niveaudeling, så alle børn lærer sammen med nogle på deres eget niveau. Og så bør fag som sløjd, husgerning og idræt tillægges mere værdi. De bidrager også til børns dannelse, og her behøver man ikke være boglig stærk for at være god, pointerer Lasse Mølholt, der selv valgte tømmergerningen, da han forlod folkeskolen, men siden har uddannet sig til jurist.

De ældste elevers motivation vil han styrke med mulighed for linjevalg på alle overbgningsskoler.

Og så er der Ringsteds DNA, foreningslivet og andre frivillige fællesskaber. Her har kommunen ifølge Lasse Mølholt en forpligtigelse til at hjælpe med de bedst mulige rammevilkår, så der er både lokaler og tider til forskellige aktiviteter i alle Ringsteds bysamfund.

Borgmester Klaus Hansen er glad for, at Lasse Mølholt er klar til fortsat at gøre en indsats i byrådet:

- Jeg er meget glad for, at Lasse Mølholt ønsker at fortsætte som en del af Venstres byrådsgruppe. Lasse har klare holdninger, og han har en rigtig god evne til at søge fælles løsninger, hvilket jo er helt afgørende i politik, siger Klaus Hansen.


Mazlum Øz

Mazlum Øz

Ringsteds store vækst skal udbygges
Mazlum Øz er klar til fortsat at arbejde for Ringsteds svageste og for en god infrastruktur

Den store vækst, Ringsted har været igennem de seneste mange år, tiltaler Venstres Mazlum Øz, der som barn tilbage i 1970’erne flyttede fra Istanbul til et Ringsted, der dengangvar meget mindre end i dag.

Mazlum Øz er stolt over at have været med til at præge udviklingen de seneste otte år, hvor han har siddet i byrådet. Og han meddeler nu, at han meget gerne tager en tørn mere, for der er stadig meget at gøre.

For Mazlum Øz spænder paletten fra at sikre alle børn en god start på livet og en god skolegang til at sørge for en god infrastruktur og i øvrigt skabe rammerne for, at kommunen kan tiltrække endnu mere erhvervsliv.

- Ringsted Business Park er blevet en stor succes. Snart skal vi udlægge nye erhvervsområder, og jeg vil arbejde for, at de primært bliver til videns-arbejdspladser.


-  Ringsted er allerede svær at komme udenom for virksomheder, der gerne vil placere sig på Sjælland. Men vi skal appellere til endnu flere brancher, siger Mazlum Øz, der er formand for Arbejdsmarkeds- og Erhvervsudvalget – og som i sit civile liv arbejder som jobkonsulent i Slagelse.


Tidligere i karrieren har  Mazlum Øz som henholdsvis børne- og ungesagsbehandler været tæt inde på livet af mange af Ringsteds sårbare børn og unge, og han ved alt om, hvor vigtigt det er for dem som voksne at få et solidt fodfæste på arbejdsmarkedet.

- Blandt andet derfor er det vigtigt, at vi får lavet en god overgang fra de snart nedlagte jobcentre til den nye kommunale indsats for dem, der selv har svært ved at selv at finde et job. For det er jo dem, der kommer på jobcentrene, påpeger Mazlum Øz.

Han er optaget af, hvordan man finder den bedste løsning, og tror på, at det nok skal lykkes i Ringsted takket være stor omstillingsparathed hos dem, der skal løse opgaverne i hverdagen.

Mazlum Øz er også optaget af, at Ringsteds folkeskoler skal lykkes bedre, og det tidligere skolebestyrelsesmedlem på Valdemarskolen tøver ikke med at fastslå, at der er nogle forældre, er tror, at skolen skal opdrage deres børn.

- Men det er forældrenes ansvar. Det kan være svært at sige for lærerne, men så skal vi politikere gøre det. For det er så vigtigt for det enkelte barn, klassen og hele skolen, siger han.

Mazlum Øz sad i sidste byrådsperiode som formand for det nu nedlagte integrationsråd og konstaterer med glæde, at den politiske dialog med de etniske foreninger nu lægges over i Arbejdsmarkeds- og Erhvervsudvalget, hvor han er formand.

- Den dialog er vigtig for at understøtte foreningerne i deres hidtil vellykkede indsats med at sikre Ring-sted som en kommune uden kriminelle indvandrerbander og radikalisering, siger han.

Med i Mazlum Øz´ politiske portefølje er formandsposten i Ringsted Forsyning.

- Folk brokker sig over de mange udgravninger. Det er forståeligt, for de generer, siger han for i næste åndedrag af fastslå, at arbejdet vil gøre Ringsted til en moderne by både over og under jorden. Han er ikke i tvivl om, at resultaterne vil blive flotte og skabe glæde.

Borgmester Klaus Hansen er glad for, at Mazlum Øz er klar til endnu en periode i byrådet.

- Jeg er rigtig glad for, at Mazlum ønsker at fortsætte i Venstres byrådsgruppe i den kommende valg-periode. Han har et meget bredt erfaringsgrundlag, og samtidig formår Mazlum at være den meget vigtige og betydningsfulde stemme i Byrådet på vegne af vore etniske borgere, siger borgmesteren.

Karin Nødgaard kandidat til Region Østdanmark


Karin Nødgaard er valgt som Venstre i Ringsteds kandidat til efterårets valg til den nye Region Østdanmark. Det skete ved partiets lokale generalforsamling torsdag 6. marts.(se nedenstående nyhed) .

Karin Nødgaard, der her ses sammen med borgmester Klaus Hansen, begrundede ved mødet sit kandidatur med et stærkt ønske om at kunne bidrage til et tættere samarbejde mellem region og kommuner. 

- Det skal til for at forebygge fejl og misforståelser, men også for at skåne borgere og pårørende, der står i en svær situation , forklarede hun.

Derefter nævnte Karin Nødgaard tre indsatsområder, der er særlig vigtige for hende: En rimelig fordeling af lægedækningen i hele Region Østdanmark, forebyggelse fremfor helbredelse og ligestilling af psykiske og fysiske sygdomme.

- Vi skal have et opgør med den geografisk ulige fordeling af læger og speciallæger, der i dag er mellem Region Hovedstaden og Region Sjælland, sagde hun og lovede, at hun og Venstre vil holde fast i den dagsorden.

Omkring forebyggelse påpegede Karin Nødgaard, at hun finder det vigtigt, at der bliver holdt et skarpt fokus på, at en tidlig og rigtig indsats lokalt kan medvirke til, at der bliver færre indlæggelser.

- Det vil også give både borgeren og de pårørende en oplevelse af nærhed og tryghed, sagde hun.
Også hvad angår de psykisk syge, vil Karin Nødgaard arbejde for en tidlig indsats som middel til at hjælpe den syge til en bedre livskvalitet.

- Det vil være godt for patienten, og der vil desuden være samfundsmæssige fordele ved en tidlig udredning og behandling, sagde hun med en tilføjelse om, at det for hende er helt naturligt, at psykisk og fysisk syge i alle aldersgrupper ligestilles.

Valget til Region Østdanmark finder sted den 18. november, samme dag som kommunalvalget, hvor Karin Nødgaard også står på stemmesedlen hos Venstre i Ringsted,


KV 2025 fyldte på generalforsamling

- Vi skal arbejde for at løfte indholdet i vores folkeskole fremfor at investere i flere mursten, lød det gentagne gange under debatten på Venstre i Ringsteds generalforsamling torsdag 6. marts.
Partimedlemmerne var lige så optagede af behovet for at styrke folkeskolen lokalt som borgmester Klaus Hansen, byrådsgruppen og bestyrelsen.

Alle var enige om, at folkeskolen formentlig bliver det vigtigste emne i valgkampen frem mod efterårets kommunalvalg. Og alle var enige om, at Venstre skal koncentrere sig om, hvordan man bedst fortsætter indsatsen for, at den enkelte elev får mest muligt ud af sin skolegang,

Om man har vanskeligheder med skolestoffet, om man er særlig dygtig eller ligger lige midt imellem, skal man have udbytte af sin skolegang, lød det blandt andet. 

Også de senere års mange gravearbejder overalt i kommunen var til debat på generalforsamlingen. Bliver det ikke alt for dyrt for borgerne med den hastige renovering, lød et spørgsmål.

Fra byrådsmedlem Mazlum Øz, der også er formand for Ringsted Forsyning, lød det beroligende, at der er balance i økonomien. Hertil føjede han, at Ringsted takket være mange års indsats er langt foran mange andre kommuner, når det gælder klimasikring.

Det var tydeligt, at også borgmester Klaus Hansen er helt tryg ved i valgkampen at skulle møde kritiske spørgsmål til de omfattende arbejder under jorden.

Et enkelt bestyrelsesmedlem, Louise Hove, ønskede ikke genvalg. Formand Lars Lykke Olsen takkede hende for mange års engageret indsats. Med både blomster og vin i favnen modtog Louise Hove forsamlingens stående ovation som tak for indsatsen. 

Forsikringsagent Jørgen Barsøe, Nordrup, blev valgt som nyt medlem af bestyrelsen.

Karin Nødgaard

Karin Nødgaard

Tidligere DF-profil
stiller op for Venstre

Det mangeårige folketingsmedlem for Dansk Folkeparti, Karin Nødgaard, stiller op til efterårets kommunalvalg for Venstre i Ringsted.  59-årige Karin Nødgaard, der bor i Jystrup og underviser på Campusskolen, har været ude af aktiv politik siden 2019, hvor hun efter 14 år i Folketinget ikke opnåede genvalg. I 2022 forlod hun Dansk Folkeparti i kølvandet på partiets formandsopgør.

- Det påvirkede mig. Jeg kunne ikke længere se mine værdier repræsenteret i DF, og så må man handle, forklarer hun.

Når hun nu melder sig på banen for Venstre lokalt, handler det dels om en lyst til at bidrage politisk i det nære samfund, hvor hun har levet hele sit liv, dels om at være i et parti, hun føler sig tilpas i.

- Jeg har behov for et stabilt fundament at føre politik ud fra. Og jeg har behov for at føre politik med de lange lygter på, og ikke bare have fokus på enkeltsager.

- Venstre henvendte sig, og vi har haft nogle møder, hvor vi har vendt mange ting. Vi har haft en god dialog, og der er en god kemi, siger hun.

Borgmester Klaus Hansen, V, er glad for, at Karin Nødgaard stiller sig til rådighed for Venstre.

- Hun er en dygtig og vellidt politiker, der kommer med erfaring og indsigt fra blandt andet skoleområdet.

- Vi har haft nogle grundige drøftelser, og Karin står på mål for Venstres værdier og for vores ambitioner for udviklingen i Ringsted, siger borgmesteren,


Med sin baggrund som lærer og sine erfaringer fra bl.a. Folketingets socialudvalg og kulturudvalg, føler Karin Nødgaard sig meget klar til at engagere sig i ikke mindst udviklingen af Ringsteds folkeskoler.

-  Det er vigtigt for mig, at vi har tilbud både til de socialt og fagligt udfordrede og de fagligt dygtige børn og unge. De har brug for hver deres tilbud. Vi skal turde tage debatten om, hvorvidt inklusion er godt for alle, og vi skal holde fokus på, at det vigtigste er, at den enkelte elev forbedrer sig og trives, siger hun.

Når det kommer til den aktuelle debat om, hvorvidt overbygningen på de små skoler skal genetableres, er Karin Nødgaard klar i mælet.

-  Det skal de ikke. Vi skal holde fokus på at gøre det bedre indenfor de rammer, vi har.

Som lærer på overbygningsskolen, Campusskolen, der samler flere skolers elever på 7.-10. klassetrin, oplever Karin Nødgaard, at det er godt for både de unge og lærerne at være et sted, hvor der er megen inspiration at hente.

-  Det er socialt godt for langt de fleste unge at rykke fra en ofte meget lille flok elever til en større skole, hvor de kan skabe nye relationer. Og det er godt for undervisningen, at lærerne har de sparringsmuligheder, der er på en større skole, siger hun, der i øvrigt bekender sig som varm tilhænger af små skoler til de yngste klassetrin.

Karin Nødgaard er også optaget af fritids-, forenings- og kulturlivet, og hvordan man kobler det med skolegangen. Her vil Karin Nødgaard kunne trække på indsigt fra sine mange år på Christiansborg.

Og så er der landdistriktspolitikken. Som opvokset i Vigersted og med Jystrup som base for sit voksenliv er også den en hjertesag for Karin Nødgaard.

- Det skal være nemt at bo i vores landsbyer. Det skal være nemt at komme til og fra dem. Og man skal kunne engagere sig der, hvor man bor, siger hun, som selv har nydt godt af det lokale foreningsliv indenfor gymnastikken.

Karin Nødgaard har nydt at holde fri fra aktiv politik i nogle år. Hun har taget en diplomuddannelse i ledelse og en uddannelse som coach, har nydt at have meget mere tid med familien, er vendt tilbage til lærergerningen og har undervejs reflekteret over sit politiske ståsted.

Det var ikke nemt at forlade Dansk Folkeparti, som hun havde været med i, siden hendes far, tidligere folketingsmedlem Poul Nødgaard, var med til at stifte partiet. Men beslutningen modnedes, og at hun ikke ville gå på kompromis med egne værdier gjorde udslaget.

Opstillingen for Venstre har hun også reflekteret grundigt over og i tankerne vendt den med sin far.

- Han ville sige: ”Gør det, du finder rigtigt, Karin.” Det er det, jeg gør nu, siger hun, og jeg gør det med en god mavefornemmelse. Jeg ser frem til at være en del af Venstres hold.


Johnny B.L. Dahlgaard

Johnny B.L. Dahlgaard

Tid til bedre
samarbejde i byrådet

Valgkampen til efterårets kommunalvalg er i gang. Alligevel er det hverken dyre løfter til vælgerne eller angreb på andre politikere, der lyder fra Johnny B. L. Dahlgaards mund, da han fortæller, at han er klar til at tage endnu en tørn for Venstre.

- Vi trænger til politisk at kunne arbejde endnu bedre sammen. Her kan jeg bidrage, for jeg kan tale med alle, siger han, der det seneste år har været gruppeformand for Venstre. Altså manden, der i byrådssalen fremfører Venstres synspunkter og i øvrigt har til opgave at netværke med de andre partier.

Det er vigtigt for Johnny B. L. Dahlgaard ikke at komme ind i et forhandlingslokale med alt for faste meninger, men med lydhørhed for gode argumenter og en målsætning om at nå et resultat, som både han selv og et bredt flertal kan se sig i.

-          Byrådets vigtigste opgave er at udvikle Ringsted Kommune, så vores lokalsamfund løbende tilpasses tidens virkelighed i samfundet, siger han.

Kommunen skal være for alle, og der skal prioriteres, så både børnefamilier, ældre og alle andre føler, at Ringsted er et godt sted at bo og leve.

Johnny B.L. Dahlgaard mener, at et væsentligt redskab til at sikre en ambitiøs udvikling, der imødekommer forskellige gruppers skiftende behov over tid, vil være at lave ti-årige anlægsbudgetter.

- På den måde vil vi meget bedre kunne prioritere store anlæg som f.eks. en ny sportshal eller de rette tiltag for den grønne omstilling. For vi kan jo ikke gøre alt på en gang.

- Også når der skal løses problemer, argumenterer Johnny B.L. Dahlgaard for tålmodighed. For ikke at gøre ti ting på en gang, men afprøve det, man tror virker, og have modet til at droppe det og gå en anden vej, hvis det ikke virker.

48-årige Johnny B. L. Dahlgaard taler med erfaringens stemme. Han har siddet 19 år i byrådet og i så godt som samtlige politiske udvalg. Det har givet indsigt, og det har givet glæde over at være med til at præge udviklingen.

- Vi har, og vi skal have, gode tilbud til dem, der har det svært. Men der skal også være penge til normal-området. Og i skolen skal vi huske, at ressourcestærke børn kan ende som tabere, hvis ikke de mødes af udfordringer på deres niveau, pointerer han.

Johnny B. L. Dahlgaard taler også med den engagerede Ringsted-borgers stemme.

- Jeg og min familie er storforbrugere af dette lokalsamfund. Mine børn har gået i skole her, mine børnebørn går i institution her, mine forældre bor her og min farmor var på plejehjem her.

Selv bor Johnny B. L. Dahlgaard med sin hustru i Benløse, hvor timerne mellem et lederjob i Danske Bank og lokalpolitik prioriteres til familien og masser af idræt. Herunder også posten som formand for Benløse Idrætsforenings hovedforening.

Borgmester Klaus Hansen, V, er glad for, at Johnny B. L. Dahlgaard ønsker at fortsætte i byrådet.

-          Johnny er en dygtig og ordentlig politiker, der har hele sit fokus på at nå resultater. Og så har han en fantastisk evne til at samle Venstres gruppe, siger borgmesteren.


Borgmesteren er klar til genvalg

Klaus Hansen



Ringsteds borgmester, Klaus Hansen, Venstre, blev ved et møde onsdag aften, 30. oktober 2024, enstemmigt valgt som Venstres spidskandidat og dermed borgmesterkandidat ved kommunalvalget i november 2025.

Klaus Hansen, der har været borgmester siden februar i år, fortalte de fremmødte, at det er vigtigt for ham, at Venstre går ind i den kommende valgkamp med klare budskaber. Der skal være klare budskaber om konkrete sager og i forhold til, at Venstre ser sig selv som et naturligt samlingspunkt for et bredt politisk samarbejde, hvor ingen er udelukket på forhånd.

- Kommunens borgere og virksomheder skal vide hvilken retning, Venstre vil. Vi skal være tydelige i forhold til at fortælle, hvad vi ser som løsninger på konkrete muligheder og udfordringer, sagde Klaus Hansen og fortsatte:

- Jeg ser fortsat Venstre som det helt naturlige samlingspunkt i byrådet. Vi ønsker at samarbejde med alle om at skabe gode og langtidsholdbare løsninger, sikre en fortsat sund økonomi og skabe nye muligheder for vækst og udvikling i kommunen.

Klaus Hansen påpegede endvidere, at det er vigtigt for ham, at Ringsted Kommunes familier trives og at børnene får den bedst mulige start på livet i de kommunale skoler.

- Familiepolitik og skolerne vil være væsentlige punkter i det politiske program for den kommende valgperiode, Venstre Ringsted er i gang med at udarbejde, sagde han.

Under den efterfølgende debat blev Klaus Hansen spurgt til, hvordan Venstre står i lyset af de annoncerede valgforbund blandt øvrige partier. Han medgav, at det altid er godt for et parti at stemmeoptimere gennem et valgforbund.

- Men når vi ikke er indgået i valgforbund, har det den fordel for vælgerne, at de kan være sikre på, at en stemme på Venstre alene går til at vælge en af Venstres kandidater.

Venstres øvrige kandidater til kommunalvalget vil blive annonceret løbende i den kommende tid, og til foråret holdes opstillingsmøde, hvor rækkefølgen på disse kandidater besluttes, fortalte Venstres lokale formand, Lars L. Olsen.

Det bliver også på opstillingsmødet at Venstre fremlægger den konkrete politik, som vil være partiets platform for de kommende fire år.