Ringsted ligger i et trafikalt smørhul ved motorvej, med hovedveje til de øvrige byer rundt på Sjælland og med rigtig gode togforbindelser øst, vest og syd. F.eks. vil det tage 32 minutter at komme fra Ringsted st. til København H. med den nye jernbane, der åbner i 2018. Den placering er der mange, der har opdaget, så gennem de seneste 10 år har Ringsted Kommune været i vækst - og stadig flere vælger at flytte hertil.

For at tiltrække flere borgere – og fastholde dem, der allerede har valgt Ringsted Kommune - kræver det, at vi fortsat formår at udvikle boligtilbuddene i kommunen. Der skal både være attraktive grunde og lejligheder til priser, som de unge kan betale. Og der skal være målrettede servicetilbud til det moderne familieliv, fx gennem udvidede åbningstider, fritidsfaciliteter og hensigtsmæssig placering og sammenhæng i de sundhedstilbud, der er i kommunen.

Vi har været med til at:

  • Sikre fleksible åbningstider i kommunens daginstitutioner.

  • Planlægge udvidelse af Ringsted Sportscenter og etablering af kunstgræsbane i Benløse.

  • Planlægge et helt nyt Sundhedscenter med plads til både kommunale, regionale og private sundhedstilbud.

I spidsen for det brede samarbejde vil vi:

  • Finde trafikale løsninger der imødekommer de udfordringer, der kommer, når byen vokser.

  • Understøtte kulturelle tilbud der skaber rammen om Ringsted Kommune som et godt sted at leve.

  • Synliggøre de mange muligheder der er for et aktivt liv i hele kommunen.